Undvigende tilknytning voksen

Kernen i den undvigende tilknytning hos voksne er en ubevidst frygt for tilknytning, separation og afvisning.

For at undgå at komme i kontakt med smerten og skammen i forbindelse med denne indre frygt, så opbygger den undvigende tilknyttede en række selvbeskyttelsesstrategier.

Selvbeskyttelsesstrategier der har til formål at holde andre på afstand.

Typiske selvbeskyttelsesstrategier er i form af:

• Undgå egne og andres følelser
• Irritation og vrede
• Lukket og utilnærmelighed
• Fjerne sig og bruge fokus, energi og tid på andre ting
• Overfladisk selvsikkerhed

Da følelser virker urovækkende, og forbindes med sårbarhed, så er den undvigende tilknyttede ofte meget følelsesmæssigt nedlukket. De store følelser, så som glæde, vrede, sorg, ked-af-det, osv bliver alt sammen meget fladt og uden de store tilkendegivelser.

Da man ikke selv tillader sig at mærke følelser, så kan det som undvigende tilknyttet, også være rigtig svært at udtrykke og vise følelser i forhold til personer man faktisk lader komme tæt på.

Når man som undvigende tilknyttet ikke rigtig viser hvem man er og hvad der foregår inden i en, så kan der opstå en oplevelse af ensomhed og ingen andre rigtig forstår en.

Intimitet og andres behov opleves ofte indskrænkende, begrænsende og kvælende. Det gør selvfølgelig det svært at opretholde et stærkt og velfungerende parforhold.

Stik modsat den ambivalent tilknyttede så har den undvigende tilknyttede ofte meget rigide personlige grænser, og lever ofte efter en række faste indre regler om hvad man kan gøre og ikke gøre.

Konflikter opleves som farlige, så den undvigende tilknyttede vil gøre meget for at undgå konflikter.

Typiske strategier er:

• Benægtelse og fortrængning
• Bagatelliseren og normalisering
• Rationaliser og intellektuastisering

Vi får vores tilknytning med os hjemmefra. Den opstår, mens vi er helt små og er det lille barns strategi for at opnå nærhed, tryghed og sikkerhed.

Den undvigende tilknytning opstår i situationer hvor barnets mest betydende omsorgsperson, har det svært med barnets behov for:

• Nærhed og tryghed
• At blive trøstet
• Støtte med følelsesregulering

Omsorgspersonen oplever barnets behov som overvældende og intimiderende. Ofte retfærdiggør omsorgspersonen sine egne reaktioner med, at det er til barnets eget bedste, at blive stærk og kunne klare sig selv.  

Det er ofte omsorgspersoner som selv kæmper med at mærke og udtrykke deres egne følelser, og som ofte ser sårbarhed og følelsesmæssigt behov for andre som svaghed.

Det lille barn registrerer, hvordan det bliver ignoreret eller forladt, når det søger nærhed og tryghed hos omsorgspersonen, og hvordan dets følelser bliver gjort forkerte. Det er både urovækkende, smertefuldt og skamfuldt for det lille barn.

Så for at opnå den tryghed barnet nu kan få og undgå afvisning og den medfølgende smerte så vælger barnet at:

1. Ikke at vise sin behov for nærhed og tryghed, for så bliver det ikke forladt og kan opholde sig i umiddelbart nærhed af omsorgspersonen
2. Undertrykke sine følelser for ikke at blive gjort forkert og skamfuld

Efterhånden vil det lille barn forbinde behovet for nærhed og følelser med at være svag, forkerthed, uro og skam.

Men selvom det kan føles sådan, så slukker det aldrig for behovet for at være sammen med andre mennesker og et ønske om at blive set, elsket og anerkendt. Behovet er der stadig som voksen, men er blevet gjort forkert og man undgår at mærke og vise det.

Vi får vores tilknytning mens vi er helt små. Men oplevelser senere i livet kan ændre vores tilknytningsadfærd.

Kontinuerlige og gentagne positive erfaringer med at tillade sig at:

• Mærke og vise følelser og blive mødt og anerkendt i dem
• Mærke og give udtryk for behov for nærhed og omsorg og få dem opfyldt og blive bekræftet

Kan over tid ændre en utryg tilknytning til en mere tryg tilknytningsadfærd. Vi kalder det tillært tryg tilknytning.

På samme måde kan det at indgå i en relation eller forhold, som ender op med virkelig at skade en, gøre at ens ellers trygge tilknytning bliver ændret til en mere utryg tilknytningsadfærd.

Det er bestemt ikke nemt på egen hånd at bryde sit undvigende tilknytningsmønster som voksen. Det kræver kontinuerlig opmærksomhed, og en god del viljestyrke. For det tager mod at bryde med det, som har været farligt hele livet, og begynde at få nogle gode og trygge erfaring med at vise sig.

Sandheden er, at man ikke kan gøre det helt alene som undvigende tilknyttet voksen. Det kræver nogen at gøre det sammen med:

• Nogen hvor man lige så stille og rolig kan tillade sig at være mere sårbar
• Nogen at turde vise følelser overfor
• Nogen der kan give en roen så man har tid til at lære

Der er dog en række ting man kan være opmærksom på:

• Bedre kontakt til dine følelser - Det at man som undvigende tilknyttet voksen meget ofte har en begrænset kontakt til sine følelser, kan være en væsentlig forhindring i at opbygge relationer som er tætte og nære.
  
  Det er både et kognitivt element af vores følelser, altså det vi tænker om, hvad vi føler. Men det er også et mere sanseligt element af vores følelser, altså det vi mærker, vi føler.
  
  De fleste følelsesoplevelser starter med en sansning. Ret ofte har vi som undvigende tilknyttet voksen bogstaveligt talt svært ved at mærke, hvad vi føler.
  
  Mindfulness, og specifikke øvelser som body-scan/kropsscanning kan være et godt værktøj til at opbygge og træne den indre sansning af følelser. Hvilken så med tid giver bedre mulighed for at kunne mærke hvad der bliver følt og bedre mulighed for at sætte ord på de specifikke følelser, både overfor sig selv og andre.
  
  
• Anerkend dit behov for plads og frihed - Man ændrer ikke undvigende tilknytning fra den ene dag til den anden. Og man vil nok altid have brug for mere plads og frihed, i forhold til så mange andre.
  
  Det er her vigtig at man anerkender dette behov hos sig selv, og at man er omsorgsfuld over for sig selv og giver sig den plads.
  
  I den forbindelse er det dog også vigtigt at man får sat ord på overfor den man nu trækker sig fra, det kan være en partner, familie, ven eller kollega. Sådan at de får en forståelse af at det ikke er dem der er noget galt med, men at man lige nu har brug for lidt tid til at lade op, og så er man tilbage igen.
  
  
• Fortæl og del mere om dig selv - Det vil føles grænseoverskridende, for det er det for en undvigende tilknyttet voksen, men start med at fortælle og dele mere om dig selv.
  
  Start i det små. Fortæl lidt mere om hvorfor din dag var god, ikke blot at den var god. Fortæl lidt mere omkring hvad du tænker om din relation til andre, osv.
  
  Gør det med nogen som møder dig, ikke gør dig forkert, men måske mest af alt blot lytter. Hvis de så spørger ind, og du så mærker at nu bliver den undvigende tilknytning triggeret, så er det også helt okay.
  
  
• Udfordre dine regler og grænser med empati - En del undvigende tilknyttede voksne har ofte et meget fast regelsæt omkring livet og meget rigide grænser.
  
  Når du tænker at nogen ikke opfører sig “rigtigt”, så prøv at se om du kan identificere den regel, eller grænser du oplever som bliver brudt/overskredet. Sæt ord på det overfor dig selv.
  
  Og prøv så og se om du kan se det fra den andens perspektiv, uden at gøre dem forkerte, dumme eller uvidende, hvad er deres intention, hvad er deres håb, og hvordan du ser reglerne/grænserne?
  
  
• Prøv terapi - Terapi kan være virksom på den måde at det give indsigt og kan være et øvelsesrum.
  
  Et øvelsesrum hvor det er mulighed for at udfordre de gamle mønstre og prøve nye mønstre i et rum som er uden fordomme og hvor det er sikkert at prøve ting af.

[1] Avoidant Attachment Style: Causes & Symptoms; The Avoidant Attachment Project

[2] Exploring the Association between Attachment Style, Psychological Well-Being, and Relationship Status in Young Adults and Adults—A Cross-Sectional Study; NCBI;

[3] Adult Attachment, Stress, and Romantic Relationships; Jeffry A. Simpson, W. Steven Rholes; NCBI;