Undvigende tilknytning i et parforhold

Den undvigende tilknytning er noget vi får med os hjemmefra. Den opstår mens vi er helt små, og er en strategi fra et lille barnets side for at sikre sig nærhed, omsorg og tryghed.

Denne tidligere strategi hos barnet bliver udgangspunktet for senere relationer i livet. På den måde kommer den undvigende tilknytning til at række langt ud over barndommen og ind i voksenlivet, og ind i parforhold.

Typiske opstår den undvigende tilknytning hos børn, hvis forældre har:

• Været meget afvisende overfor barnets behov for nærhed og omsorg
• Haft det svært med barnets behov for trøst, og derfor enten ignoreret barnet, forladt det eller gjort det skamfuldt
• Gjort barnets følelser forkerte

Typisk forklarer/retfærdiggør forældrene det overfor sig selv, med at deres afvisning er noget som vil gøre barnet stærkt og selvstændigt.

For barnet bliver det dog en oplevelse af forkerthed og smerte i forbindelse med afvisning. Senere i livet bliver det knyttet til en indre overbevisning om, at man må stå alene og andre ikke kan hjælpe en. Sårbarheden hos en selv bliver forbundet med smerte og svaghed.

Barnets oplevelse af at få gjort sine følelser forkerte bliver forbundet med skam, og gøre at man senere i livet, vil lukke ned for sit følelsesliv, både overfor sig selv og andre.
For mange i en sådan grad at de forskellige følelser ikke forsvinder, men bliver henvist til det ubevidste, og derfor bliver svære at mærke og forstå, og dermed også at give udtryk for.

Ens tilknytning får man som barn, men vi kan gennem livet ændre hvordan vi ser på os selv, andre og vores relationer og derfor også ændre på vores adfærd.

Vi kan gennem hårdt arbejde, og træning ændre en undvigende tilknytningsadfærd til en mere tryg tilknytningsadfærd.

Men det virker også den anden vej. På trods af at man har fået en tryg tilknytning med sig hjemmefra, så kan man senere i livet gennemgå oplevelser, der skubber ens adfærd mere i retning af noget som ligner en undvigende tilknytningsadfærd.

Typiske eksempler på oplevelser hos min egne klienter, som har gjort deres tilknytningsadfærd mere undvigende har været:

1. At de har været i en relation med en person der er stærkt ambivalent tilknyttet, hvilket gør at de som modpol i højere grad har brug for at skabe noget afstand.
   
   På den måde ender de i en situation hvor de opfører sig betydeligt mere afvisende og undvigende i forhold til hvad de har gjort i tidligere forhold, og hvad de faktisk har lyst til.
   
   Samtidig er det også en typisk reaktion fra den undvigende tilknyttede. Det er de andres skyld. De vil have meget mere end jeg kan give, derfor kan jeg ikke gøre andet end at trække mig.
   
   
2. De har været i en relation som har været voldsomt grænseoverskridende, måske noget der minder om et relations traume.
   
   Næste gang de har indgået i et forhold, har de været meget opmærksomme bevidst/ubevidst omkring om der var noget som mindede om det gamle forhold. Og hvis der var, så er de hurtige til at trække sig.

En undvigende tilknytning kan fylde meget i et parforhold og den kan fylde på meget forskellige måder. Hvordan den undvigende tilknytning præcis fylder, er selvfølgelig afhængigt af ikke blot den undvigende, men også af partneren og partnerens tilknytningsmønster.

Typisk vil den undvigende tilknyttede være meget selvkørende og selvforsynende. Vil på en og samme gang opleve sig tiltrukket af en partner som trives med intimitet og som er i tættere kontakt med sine følelser. Men oplever så også nemt at partnerens ønske om intimitet og følelser kan bliver alt for meget.

Hvis man ud fra et tilknytningsperspektiv kigger på de dynamikker, der typisk opstår i et parforhold mellem en undvigende tilknyttet og en partner, så er der nogle generelle mønstre, der tegner sig.

Som mennesker er vi dog så forskellige, og meget mere end vores tilknytningsmønster. Så bare fordi der er nogle generelle mønstre, så betyder det bestemt ikke at et forhold ikke kan komme til at fungere.

Så kig altid først på dit eget parforhold, og tag de generelle mønstre med et gran salt.

Parforhold mellem en undvigende tilknyttet og en tryg tilknyttet

En positiv dynamik mellem en undvigende tilknyttet i parforhold med en tryg tilknyttet vil være situationen hvor den undvigende tilknyttet lige så stille og rolig finder tryghed i relationen og finder inspiration til at undersøge og udtrykke egne følelser.

Den tryg tilknyttede partner kan give plads til at det er muligt at trække sig og være sig selv, uden at nogen af dem kommer til føle sig forkerte.

En mere negativ dynamik vil være at den undvigende tilknyttede trækker sig, hvilket den tryg tilknyttede ikke helt kan leve med og forsøger at trække den undvigende tilbage. Hvilket blot får den undvigende til at stå endnu stærkere på at isolere sig.

På den måde skubber den undvigende til den ellers trygt tilknyttede, så at denne får en tilknytningsadfærd der begynder at minde om noget hos en ambivalent tilknyttet.

Parforhold mellem to undvigende tilknyttet

Den typiske dynamik, der opstår i et parforhold mellem to undvigende tilknyttede, er at de begge trækker sig. På den måde opstår et forhold, som måske nok er nemt at være i for dem begge, men det er et forhold uden den store intimitet og nærhed. Til gengæld bliver det meget ofte nogle ganske effektive arbejdsfællesskaber, hvor de ser sig selv som et godt team.

Parforhold mellem undvigende tilknyttet og ambivalent tilknyttet

De to tilknytningsmønstre er på mange måder hinandens modsætninger, og har ret forskellige måder at være i verden på, med meget forskellige behov og forventninger til et parforhold.

På trods deres forskellighed, så er det forbavsende ofte, at de finder sammen. Man taler om at modsætninger mødes, og jeg tænker det er noget af det som kommer i spil her.

Ofte fortæller de om hvordan det netop er det den anden kan, som gør dem så fascineret af personen.

Den undvigende tilknyttede forelsker sig i den ambivalentes tilgang til intimitet og følelser.

Mens den ambivalente forelsker sig i roen og kontrollen, (den overfladiske) selvsikkerheden og den andens evne til at kunne stå selv.

De er på udkig efter noget som kan supplerer dem, med det som de selv oplever at de personligt mangler.

Når det kommer til stykket så kan det ende op i en ond selvforstærkende cirkler hvor:

• Den undvigende tilknyttede trækker sig
• Det trigger den ambivalente til at følge efter
• Hvilket blot får den undvigende til at trække sig endnu mere

Parforhold undvigende tilknyttet og desorgniseret tilknyttet

Alt afhængigt hvor meget de utrygge tilknytninger fylder hos de to partnere, så vil et parforhold mellem en undvigende tilknyttet og og en desorganiseret tilknyttet ofte komme til at enten at minde om et forhold mellem:

• Et forhold mellem en undvigende tilknyttet og en ambivalent tilknyttet, eller
• Et forhold mellem to undvigende tilknyttede.

Der kan være en tendens til at kigge på den undvigende tilknyttede med hårde og fordømmende øjnene. Det kan være fra både partneren og den undvigende tilknyttede selv.

En helt overordnet strategi eller mindset til at gøre det nemmere at håndtere den undvigende tilknytning i parforholdet, er at erstatte den fordømmende tilgang med en mere omsorgsfuld tilgang.
Jeg ved gennem mit arbejde som psykoterapeut med undvigende tilknyttede klienter, hvor meget det betyder for et parforhold, når de fordømmende øjne erstattes med nogle mere blide og omsorgsfulde øjne.
Først og fremmest betyder det, at den undvigendes tilknytning ikke bliver triggeret i nær så høj grad. Men det gør det ofte også nemmere for parterne at være i forholdet.

Det er dog en tilgang som skal balanceres. En del undvigende tilknyttede har modtaget så lidt kærlighed som barn, at omsorg og kærlighed nu kan føles grænseoverskridende og nærmest som et overgreb.

Og så være opmærksom på at det tager tid at ændre en undvigende tilknytning til en mere tryg tilknytningsadfærd. Så tillad dig selv at tage det i små skridt og at det går langsommere end du måske kunne ønske dig.

• Tillade dig selv plads - Når man først bliver opmærksom på, at man kæmper med et undvigende tilknytningsmønster, så kan der være en tendens til, at man vil have at nu skal alt bare være anderledes.
  
  For nogle undvigende tilknyttede betyder det i praksis at de negligerer og ignorerer deres behov og grænser. En af de måder, det kan komme til udtryk er ved, at man ikke tillader sig selv den personlige plads til at kunne trække sig, som man ellers har sådan et behov.
  
  På et tidspunkt vil det dog meget ofte blive for meget, og man kan ende op med at trække sig på en måde som hverken er okay med ens partner, og en selv.
  
  Så tag det ind i små skridt og tillade dig selv den plads, du har brug for, og sørg for at trække dig på en pæn måde.
  
  
• Fortæl hvornår du er tilbage - Et helt lavpraktisk opmærksomhed man kan have for at kunne trække sig på en pæn måde kan være ganske simple at fortælle at (1) Lige nu kan jeg ikke mere, jeg har brug for lidt pause, (2) Jeg kommer tilbage, og (3) Jeg er tilbage om ca. 2 timer, eller hvad man nu har brug for i den pågældende situation.
  
  Det vil være en støtte for rigtig mange, både trygt og ambivalent tilknyttede at vide, at de ikke bare bliver forladt, men at man faktisk vil være tilbage, og måske vigtigere end man lige skulle tro, også hvornår man vil være tilbage.
  
  
• Træn at være åben - En væsentlig del af at få den undvigende tilknytning til at fylde mindre er at begynde at få erfaring med at være åben omkring dig selv. Start f.eks. med at fortælle lidt mere uddybende om din dag. Fortæl lidt om hvorfor den var god, ikke bare at det var en god dag.
  
  
• Find tryghed i nogle udvalgte - Jeg oplever rigtig mange af mine undvigende tilknyttede klienter finder det sværere at være mere åben om dem selv, end de lige forventer. Hvad fortæller man, til hvem, og hvor meget fortæller man. Det kan være en balance som kan være svær at finde som undvigende tilknyttet.
  
  Her er det vigtigt at man blot starter ud med de ganske få ting, hvor man faktisk føler sig helt tryg, og så når det føles mindre overvældende, måske på udvalgte områder, åbner lidt mere op for lidt flere ting.
  
  
• Prøv terapi - Man ændrer ikke bare sit tilknytningsmønster fordi at nu sætter man sig for det. Det er hårdt arbejde, og det tager tid. Det kan være svært at finde den støtte og det trygge træningsrum, man skal bruge for at kunne lige så stille bryde sit mønster.
  
  Et terapeutisk rum, kan på mange måder være med til at støtte op omkring ens forløb, og være en katalysator for de ændringer, man ønsker sig i sit liv.

[1] Avoidant Attachment in Relationships; The Attachment Project