Undvigende Tilknytning Børn

Med afsæt i John Bowlbys tilknytningsteori [ LINK ] identificerede Mary Ainsworth de 3 første tilknytningsmønstre:

• Tryg tilknytning
• Utryg ambivalent tilknytning (også kaldt ængstelig tilknytning)
• Utryg undvigende tilknytning

Senere identificeret Mary Main endnu et tilknytning mønster:

• Utryg desorganiseret tilknytning

Selvom der er fire faste kasser af forskellige tilknytningsmønstre, så er det ikke helt så rent og enkelt, når vi kigger på tilknytningsadfærd hos det enkelte menneske.

Der er rigtig mange, som er i tvivl omkring, hvilken tilknytningsmønster de selv har.

De kan for eksempel generelt opleve sig selv som trygt tilknyttede. For så i forbindelse med deres kæreste at have en tilknytningsadfærd der virker voldsomt ambivalent. Mens de nogle gange på arbejde kan se sig selv som lidt undvigende tilknyttet.

Den tilknytning vi har fået med hjemmefra kommer til at farve vores fremtidige relation, både til os selv og andre.

Men vores tilknytning er bestemt ikke det eneste, som påvirker vores relationer. Vores genetik og de erfaringer vi gør os gennem hele livet med os selv og andre, er med til at lægge lag oven på vores tilknytning. Tilknytningen er bare så vigtig fordi den er med til at farve alle disse erfaringer.

De fire kategorier af tilknytningsmønstre er meget anvendelige til forskning, men for den enkelte person er det væsentligt at kigge på sin egen tilknytningsadfærd mere nuanceret.

Vi kan have et mere eller mindre stærkt tilknytningsmønster - Vi kan være mere eller mindre undvigende tilknyttede, eller mere eller mindre tryg tilknyttede, osv.

Vi kan gennem livet opbygge en tilknytningsadfærd, som indeholder elementer fra de forskellige tilknytningsmønstre.

Tegn på en undvigende tilknytning hos børn varierer alt efter barnets alder.

Typiske tegn for helt små børn er:

• Begrænset og undertrykt udtryk for omsorgsbehov og følelse. F.eks. hvis de bliver forladt af deres omsorgsperson, eller hvis de genforenes med omsorgspersonen.
• Begrænset udforskningsadfærd. Det undvigende lille barn vil ofte holde sig tæt på sin omsorgsperson, og være mindre undersøgende i forhold til et trygt tilknyttet barn.

Senere vil det undvigende barn ofte:

• Undgå fysisk kontakt
• Undgå øjenkontakt
• Have svært ved at tilkendegive behov for hjælp

Efterhånden som barnet vokser op, så vil den undvigende tilknytning også kunne vise sig som:

• Problemer med at mærke, vise og udtrykke følelser
• Virker kølig og rolig i ellers stresset og angstfyldte situationer
• Konfliktskyhed
• Opleve deres voksnes interesse som værende invaderende
• Afvisende over for støtte fra andre
• Undgå afhængighed af andre

Det undvigende tilknyttede barn er ofte:

• Selvkørende
• Meget lidt krævende
• Med få følelsesudbrud

Udefra virker de undvigende tilknyttede børn til at være stærke, selvstændige og uafhængige.

Derfor bliver barnet fra et voksenperspektiv også et nemt barn, der nemt bliver overset, og hvor den undvigende tilknytning først registreres senere i livet.

Senere i livet vil den undvigende tilknytning ofte vise sig som:

• Svært ved at mærke, håndtere og udtrykke følelser
• Problemer med vigtig relationer
• Stress, angst, depression, misbrug og ensomhed

Den undvigende tilknytning opstår i de helt tidlige år hos børn, hvor deres omsorgsperson har det svært med barnets omsorgsbehov og følelsesudbrud.

Typisk vil omsorgspersonen:

• Ignorer barnets gråd, og andre klage signaler
• Være afvisende overfor barnets følelser, meget ofte vil omsorgspersonen have det svært med at barnets vrede, sorg eller ked-af-det og derfor være afvisende overfor sådan følelser
• Visse iteration og er afvisende overfor barnets udfordringer og problemer
• Ikke imødekomme barnets behov for omsorg

Som oftest skyldes omsorgspersonens afvisninger, svigt i omsorgspersonens egen opvækst. På denne måde kan en utryg tilknytning nedarves gennem generationer.

Det er smertefuldt, skamfuldt, ensomt og utrygt for barnet at blive ignoreret, gjort forkert eller forladt af omsorgspersonen. For at undgå at mærke denne smerte vil barnet efterhånden udvikle en strategi, hvor følelser og omsorgsbehov bliver voldsomt nedtonet.

På den måde kan barnet forblive tæt på omsorgspersonen og opleve en vis grad af tryghed og samtidig ikke blive gjort forkert. Det er denne strategi, som bliver til den undvigende tilknytning hos børn.

Barnet opbygger en indre forventning om:

• at ingen faktisk vil det, hvis det virkelig viser hvordan det har det
• at det må klare sig selv
• følelser er potentielt farlige og skal derfor ikke mærkes
• viser man at man er sårbar så bliver man forladt

Denne indre forventning bliver en forventning til hvordan fremtidige intime relationer vil være, og bliver noget barnet tager med sig gennem livet.

[1] Mary Ainsworth: Strange Situation Experiment & Attachment Theory; 

[2] Children's Attachment: Attachment in Children and Young People Who Are Adopted from Care, in Care or at High Risk of Going into Care.; NCBI

[3] What is avoidant attachment?;  Medicalnewstoday.com