De 4 tilknytningsmønstre børn

Baseret på John Bowlbys tilknytningsteori identificerede Mary Ainsworth de 3 første tilknytningsmønstre:

• Tryg tilknytning
• Undvigende tilknytning (også benævnt som undgående tilknytning)
• Ambivalent tilknytning (også benævnt som ængstelig tilknytning)

Senere udvidede Mary Main dette arbejde med endnu et tilknytningmønster:

• Desorganiseret tilknytning

Barn

• Okay med at udforske verden
• Søger omsorg fra forældre hvis de bliver bange
• Urolige hvis de forlades af deres forældre
• Positive reaktion når de forenes med forældrene
• Foretrækker forældrene frem for fremmede

Voksne

• Tætte og vedvarende relationer
• Godt selvværd
• Deler følelser med de tætteste relationer
• Opsøger social støtte

Barn

• Tilbageholdende/frygtsom over for fremmede
• Meget lidt udforskende og holder sig tæt på forældrene
• Urolige hvis de forlades af deres forældre
• Svære at berolige når forældrene vender tilbage

Voksne

• Svært ved at forlade dårlige relationer
• Ofte lavt selvværd
• Frygtsom omkring at de vil blive forladt
• Tænker andre kan hjælpe men ikke vil

Barn

• Ikke stor forskel på forældre eller fremmede
• Opsøger kun lidt kontakt og omsorg fra forældrene
• Meget lidt udforskende og holder sig tæt på forældrene
• Viser ikke uro når barnet forlades af forældrene
• Viser ikke mange følelser når forældrene vender tilbage

Voksne

• Prioriterer selvstændighed frem for samværd
• Ofte lavt selvværd og høj selvtillid
• Begrænset følelsesliv
• Deler sjældent følelser og tanker med andre
• Tænker ikke at andre kan hjælpe

Barn

• Kombination af kendetegn fra ambivalent og undvigende tilknytning
• Opsøger omsorg, for så at vende sig væk
• Kan gå i stå/fryser når barnet nærmer sig forælderne
• Virker frygstomme

Voksne

• Kombination af kendetegn fra ambivalent og undvigende tilknytning
• Ønske om nære relationer men trækker sig, og undgår intimitet
• Frygt for at bliv forladt
• Oplever høj grad af angst

Som forældre har man en afgørende indflydelse på, hvilket tilknytningsmønster ens barn får.

Barnets tilknytningsmønster opstår i den tidlige relation mellem barnet og den vigtigste omsorgsperson.

Ofte er moren den vigtigste omsorgsperson, men det kan også godt være faren eller en anden person som er den mest tilstedeværende person mens barnet er helt lille.

Der er en klar tendens til at vi arver vores tilknytningsmønster fra vores forældre.

Faktisk er der ikke mindre end 70% sandsynlighed for at et barn har det samme tilknytningsmønster som sin mor.

Har vi forældre der er trygt tilknyttet så er der en stor chance for at vi selv bliver trygt tilknyttede. Har vi derimod forældre som er utrygt tilknyttede, så er der en stor risiko for at vi selv bliver utrygt tilknyttede.

Gennem tvillinge forsøg er det påvist at denne nedarving af tilknytningsmønster for en del skyldes vores genetik, men at det i høj grad er forældrenes måde at møde barnets følelser og måde der snakkes til barnet som er afgørende.

Så man kan sige at det bedste vi kan gøre for aktivt at sikre vores børn en tryg tilknytning er at sørge for at vi selv har en tryg tilknytning.

Som hos mange andre pattedyr, så fødes vi mennesker skrøbelige og ude af stand til at klare os selv. Men ingen andre pattedyr er så afhængige i så lang tid som os.

Samtidig så fødes vi med en komplekse og ufærdig hjerne. En hjerne, der i meget mindre grad, beror på instinkter og reflekser i forhold til andre pattedyr, men skal formes gennem de erfaringer vi gør os igennem livet.

Det giver os fleksibilitet og frihed til at forme og optimere os selv til at håndtere lige præcis de forhold vi kommer til at leve under.

Vores udfordring som race gennem de tidligst tider har været, at vi er enormt afhængige af at nogle ville give os tryghed, omsorg og de første læringer omkring hvordan vi skal være i verden.
Blev vi i fortiden forladt af vores forældre på savannen, så ville vi helt sikkert dø.

For at forbedre vores overlevelseschancer var det derfor helt afgørende, at vores omsorgspersoner faktisk ville os og ikke forlod os.

Gennem tusindvis af år havde de børn, der havde en adfærd der gjorde at de ikke blev forladt, en større chance for at overleve. Så lige så stille og roligt fremmede evolutionen det overlevelse system, som er det vi i dag kalder vores tilknytningssystem.

Ud fra de oplevelser barnet har med relationen til barnets primære omsorgsperson, opbygger barnet en adfærdsstrategi der skal sikre barnet omsorg og tryghed og dermed barnets overlevelse.

Disse adfærdsstrategier kan kategoriseres i 4 forskellige kategorier, og det er disse kategorier vi benævner som de 4 tilknytningsmønstre:

• Tryg tilknytning
• Utryg undvigende tilknytning
• Utryg ambivalent tilknytning
• Utryg desorganiseret tilknytning

Samtidig bliver denne første vigtige relation til vores primære omsorgsperson en første model for hvordan vi skal opføre os over for andre, og hvordan andre ser os.

Denne model kaldes en indre arbejdsmodel. Den indre arbejdsmodel er barnets første model for, hvad man kan forvente sig af vigtige relationer i livet. Kan man forvente at de vil være der for en, når man har brug for omsorg eller må man klare sig selv. Hvad skal man gøre for bedst at sikre sig omsorg. Hvordan ser de en - er man værdifuld, bare som den man er, eller må man kæmpe for at andre holder af en.

Denne indre arbejdsmodel bliver en første skabelon, hvorfra alle senere vigtige relationer vil blive forstået.

Over tid får vi gennem livet ny erfaring, der gør at vi modererer vores måde at tilgå vigtige relationer, men alle disse nye erfaringer bliver set igennem og forstået på baggrund af vores indre arbejdsmodel.

Man kan sige at sådan som vi bliver mødt som barn, sådan vil vi forvente at blive mødt senere i livet.

Der er herfra vi får vores:

• Selvværd
• Selvbeskyttelsesstrategier
• Selvforståelse

Her grundlægges også vores færdigheder til at:

• Håndtere følelser
• Mærke og sætte grænser
• Være autentisk
• Være empatisk
• Mentalisere

Der er dog en række ting vi kan være opmærksomme på, som kan være med til at styrke en tryg tilknytning hos vores børn, uanset hvilket tilknytningsmønster vi selv kæmper med.

Generelt kan det siges at:

1. Vores tilknytningsmønster grundlægges i de første 2 år af vores liv, men vores tilknytningsadfærd kan ændres hele livet igennem.
   
   
2. Når vi ikke helt lever op til, hvordan vi gerne vil være som forældre, og det vil ske, så kan vi altid reparere.
   
   Faktisk er det ikke så vigtig, hvor meget og hvor ofte vi fejler som forældre, det er mere vigtigt, hvor gode vi er til at komme tilbage og reparere relationen til barnet. Hvordan man bedst reparerer er meget afhængigt af barnets alder.
   
   
3. Opmærksomhed over for dit barn er vigtigt.

En række simple og praktisk råd kunne være:

• Vær tilgængelig for dit barn - Vi kan selvfølgelig slet ikke være tilgængelige for vores børn 100% af tiden. Alene det at hvis der er søskende, så kan der være situationer hvor man bliver nød til at prioritere hvilket barn man giver omsorg. Men generelt prøv at være tilstede med barnet, så meget som det nu er muligt i en travl hverdag.
  
  Noget som generelt er med til at stjæle vores opmærksomhed fra barnet, er vores øget bruge af mobiletelefoner.
  
  
• Støt dit barn i at genkende og forstå sine følelser - Anerkend dit barns følelser, om det er glæde, vrede, sorg, osv. Der er ikke følelser som er ulovlige.
  
  Følelser er naturlige og fortæller os, hvem vi er, hvordan vi har det, hvad vi har lyst til og hvad vi ikke har lyst til.
  
  Hvis vi ikke lærer at accepterer vores følelser, så kan vi senere i livet kun vælge rigidt at forsøge at undgå dem, og overreagere når det ikke længere er muligt.
  
  
• Involver dig i dit barns interesser - Vær opmærksom på hvad dit barn holder af og synes er vigtig, og brug det som udgangspunkt for fælles positive oplevelser.
  
  
• Lad dit barn vide at det er værdifuldt for dig som det er - Sørg for at være opmærksom på situationer hvor du oprigtigt nyder at være sammen med barnet, og sørg for at barnet ved at du finder det værdifuldt at være sammen med barnet.
  
  Ikke fordi barnet gør et eller andet, men blot fordi barnet er, som det nu er.

Disse råd er måske nok simple at forstå, men ikke altid at før ud i livet, og slet ikke hvis vi selv kæmper med utrygt tilknytningsmønster.

[1] The Heritability of Fearful Attachment; Hal Shorey Ph.D; Psychology Today; 

[2] Attachment Styles; Cleveland Clinic; 

[3] Genetic and environmental influences on adolescent attachment; Pasco Fearon, Yael Shmueli-Goetz, Essi Viding, Peter Fonagy, Robert Plomin; onlinelibrary.wiley.com; 

[4] 4 Types of Attachment Styles; Kendra Cherry; Verywellmind; 

[5] Understanding Disorganized Attachment; PsychCentral;