Ambivalent tilknytning behandling

Vores tilknytning er som en linse, vi uden at vide det ser verden igennem, og som i mere eller mindre grad farver den måde vi forholder os til os selv og andre.

Den ambivalente tilknytning er drevet af indre frygt for ikke at være ønsket og blive forladt. Denne frygt nærer en livsgennemgribende usikkerhed.

En usikkerhed som afspejler sig i de vigtigste relationer, men også i forventninger til en selv og andre omkring en. Usikkerheden bliver ens kompas i livet. Hvilket også gør at man som ambivalent tilknyttede har en højere risiko for at blive ramt af:

• Ensomhed
• Stress
• Angst
• Depression
• Misbrug

Samtidig er der rigtig mange ambivalent tilknyttede, som kan opleve, at nogle følelser er forbudte, eller at de i alt for høj grad er kontrolleret af deres følelser.

Det at mærke og reagere på følelser på en hensigtsmæssig måde kaldes affektregulering, og noget vi lærer som barn. Sammen med den ambivalente tilknytning følger ofte en usund affektregulering. Den usunde affektregulering opstår som følge af, at vores forældre ikke selv har været gode til at affektregulere og derfor har haft svært ved at give noget andet videre.

Der er rigtig mange, der har indtryk af, at et tilknytningsmønster ikke kan ændres. Har man som spæd fået et utryg tilknytningsmønster, så må man leve med følgerne resten af livet. Sådan er det dog ikke.

Vi kan gennem hårdt personligt udviklingsarbejde få symptomerne fra et utrygt tilknytningsmønster til at fylde betydeligt mindre, og til dels opnå hvad der kaldes tillært tryg tilknytning.

Har man modet og investerer tiden og energien, vil det ofte være muligt at komme til et sted hvor det utrygge tilknytningsmønster kun fylder, når man befinder sig i en situation som er yderst stressende.

Det er et stykke hårdt personligt arbejde, som man selv må gøre, men som samtidig ikke kan gøres alene.

Det overordnede mål med en ambivalent tilknytnings behandling er at ændre ens tilknytningsadfærd så den i højere grad kommer til at minde om en tryg tilknytningsadfærd.

Det betyder vi skal fokuserer på den måde vi:

• Affektregulerer
• Oplever og ser os selv
• Oplever, ser og er samme med andre menesker

En ambivalent tilknytnings behandling er aldrig noget man bare lige hurtigt overstår, det tager tid, og for de fleste endda rigtig lang tid.

Det tager tid at ændre en utryg ambivalent tilknytning, da man lige siden man var helt lille har oplevet verden gennem ens utrygge ambivalente tilknytning.

Det at få vores hjernen og dermed gamle mønstre til at ændre sig, kræver mere end blot ny viden og indsigt. Det rigtig mange undervurderer er, at der er behov for at gøre nye praktiske erfaringer.

Så selvom man har en oplevelse af at den ambivalente tilknytningsadfærd bare må stoppe nu og her, så er det en proces, der for nogen kan tage årevis.

Samtidig at en ambivalent tilknytnings behandling tager tid, så er det også den ambivalente tilknytning der modarbejder behandlingen. Alt for ofte springer folk fra, alt for tidligt i forløbet.

At arbejde med sin ambivalente tilknytning kræver mod, da man som en del af arbejdet må læne sig frem og stole på andre. Hvilket jo netop er det man har erfaring med at man ikke kan.

Hvilket også gør det rigtig svært som ambivalent tilknyttet at forblive i et terapeutisk forløb.

Man stoler ikke helt på om terapeuten faktisk vil en, eller om terapeuten faktisk er den rigtige til at hjælpe en.

Er det faktisk så vigtig for mig, eller er det noget helt andet jeg skal arbejde med? Jeg bør undgå at den terapeutiske relation bliver vigtig for mig, terapeuten er jo faktisk ligeglad med mig, og vil egentlig bare have mine penge.

På den måde gentager man sit ambivalente tilknytningsmønstre i relationen til terapeuten, hvilket er helt naturligt og selvfølgelig ikke er særligt overraskende, men gør det sværere at gennemføre et forløb.

På trods af at en ambivalent tilknytnings behandling bestemt ikke er noget man kan komme sovende til, så er det også et stykke arbejde der radikal kan ændre ens måde at være i verden på, og gøre ens liv mere frit.

En oplevelse af at gå fra et liv der skal overleves og udholdes til et liv der skal leves.

Det er et stykke arbejde man ikke blot gør for sig selv, men som hjælper ned gennem generationer. For på samme måde som en utryg tilknytning ofte nedarves mellem forældre og barn, så går den trygge tilknytning også videre mellem generationer.

Vores tilknytning er som en linse, vi uden at vide det ser verden igennem, og som i mere eller mindre grad farver den måde vi forholder os til os selv og andre.

Der vil være en masse fællestræk og problemstillinger som er ens på tværs af folk som kæmper med en ambivalent tilknytning. Men vi er samtidig meget forskellige mennesker:

• med forskellig genetik
• vokset op i forskellige miljøer
• gjort os forskellige erfaringer gennem livet

Derfor er det også vigtigt at den ambivalente tilknytnings behandling ikke blot retter sig mod ambivalent tilknytning, men er skræddersyet til den enkelte.

Et arbejde med at flytte en ambivalent tilknytningsadfærd til en mere tryg tilknytningsadfærd, betyder at der er 3 overordnet ting der skal arbejdes med:

• Affektregulering
• Reducere frygten for at blive forladt og mindske den indre usikkerhed
• Opbygge en ny måde at være i verden på, en ny måde at se sig selv og en ny måde at forstå andre

Fundamentet i den ambivalent tilknytning behandling er et fokus på:

1. Affektregulering - Opbyg en sund affektregulering, så det bliver nemmere at håndtere de svære, stressende og angstfyldte situationer og at have og vise følelser på en alderssvarende måde, samt at berolige sig selv.
2. Indre arbejdsmodel - Et opgør med den negative indre selvopfattelse, forstå egne tilknytnings relaterede behov og ønsker, stærk mentalisering, og opbygge nye tilknytnings relaterede erfaringer.

Med dem som fundament kan man begynde at arbejde mere detaljeret med hvordan man er i verden. 

Det vil her være relevant at fokuser på områder som:

1. Regulering af nervesystemet - Viden, værktøj og øvelser der gør nervesystemet mindre sårbart og mere robust.
   
   
2. Følelser - Hvilke følelser tillader man sig selv, og hvilken tillader man ikke, hvilke følelser fylder for meget, og hvilken fylder for lidt, og hvilke følelser dækker over andre følelser.
   
   
3. Selvbeskyttelsesstrategier - Genkende gamle selvbeskyttelsesstrategier, og finde nye, mere hensigtsmæssige strategier.
   
   
4. Behov og grænser - At mærke og give udtryk for personlige behov og sætte grænser, på en måde der hverken er grænseløs eller for rigid.
   
   
5. Mentalisering - Arbejde med at mentalisere, altså at kunne se sig selv udefra og andre gange indefra.
   
   
6. Nyt narrative - Arbejde med ens blik på sig selv, og opbygge et nyt selvbillede

Regulering af nervesystemet lyder måske noget medicinsk og noget kedeligt, men det er alt andet især i forbindelse med en ambivalent tilknytnings behandling.

En bedre regulering af nervesystemet, kan for mange blive et fundament for at skabe den ro og det fokus der skal til for effektivt at kunne indgå i ambivalent tilknytnings behandling.

At opbygge en bedre regulering af nervesystemet bygger både på indsigt og værktøj. Men vigtigst er masser af øvelse i at mærke når nervesystemet bliver aktiveret, og kunne pause sig selv, og benytte ens værktøj.

Regulering af nervesystemet bliver også grundlaget for en bedre impulskontrol og det at kunne berolige sig selv.

En forholdsvis stor del af de klienter jeg har, som kæmper med en ambivalent tilknytning, kan have en oplevelse af på den ene eller den anden måde at blive grebet af deres følelser.

Hos den ambivalent tilknyttede kan følelser blive for store og være svære at håndtere eller bliver alt for rigidt holdt på afstand.

At det er sådan er ikke overraskende, da langt de fleste med en ambivalent tilknytning er vokset op med forældre som var rigtig dårlige til at lære barnet at håndtere følelser på en sund måde.

Oven i det har det for mange været sådan at den måde de kunne sikre sig kontakt og omsorg på var når de var kede-af-det eller vrede.

I en terapeutisk behandling har det været virksomt for mig at arbejde med:

• I højere grad at blive bevidst omkring følelses sansninger, at vise følelserne på en sund måde
• Sammen med klienten at udvikle strategier til at håndtere og regulere følelserne, så de ikke bliver overvældet eller følelsesmæssigt fastlåst

Der findes en lang række teknikker til at arbejde med følelsesregulering på egen hånd så som:

• Meditation og mindfulness
• Motion
• At skrive eller tegne
• At være i ro i naturen

De forskellige teknikker, kan forskellige ting for forskellige mennesker i forskellige situationer, og det bliver derfor op til den enkelte at eksperimenter med hvad der nu virker for dem.

Min personlige erfaring er at mindfulness kombineret med terapeutisk arbejde over tid ofte er et effektivt værktøj.

Den ambivalente tilknytning er i sig selv en selvbeskyttelsestrategi der som barn skal sørger for at vi får den nærhed, omsorg og tryghed vores overlevelse afhænger af.

Som voksen ændres den “rene” ambivalent tilknytning sig til andre mere nuancerede selvbeskyttelsesstrategier, som passer til et voksenliv.

Fundamentet for disse nye strategier er dog den gamle ambivalente tilknytning, og de er derfor bygget op omkring en frygt for at blive forladt og ikke at være god nok.

Som en del af den ambivalente tilknytnings behandling arbejder vi både med fundamentet - den ambivalente tilknytning - men også med de senere opstået selvbeskyttelsesstrategier.

Vi arbejder med at undersøge selvbeskyttelsesstrategierne og ændre dem til noget der er mere tilsvarende for det liv der leves i dag.

At kunne mærke og udtrykke personlige behov og grænser er vigtig.

Vores behov og grænser er væsentlige elementer i at definere, hvem vi er som person.

Hvis jeg er usikker på mine egne behov og grænser, så kan det være svært selv helt at vide hvem jeg faktisk er.

Hvis andre ikke kan mærke vores grænser eller forstå, hvilke behov der driver os, så kan det være svært for dem helt at vide hvem vi er.

Kæmper man med en ambivalent tilknytning, så er det at sætte personlige grænser ofte en udfordring.

Der kan være bestemte personer, hvor grænsesætning kan blive rigtig svær. Man kan have en oplevelse af, at de på ingen måder respekterer ens grænser.

Nogle gange er det faktisk personer som ikke respekterer ens personlige grænser, andre gange er det i højere grad en øget følsomhed hos den ambivalente, netop over for denne specifikke person.

Samtidig så er den ambivalent tilknyttede ofte meget opmærksom på andres behov, faktisk i en sådan grad at det kan blive svært helt at mærke egne behov og grænser.

Og når man så faktisk ønsker at sætte en grænse, så kan der være frygt for at skubbe væk folk eller virke forkert, hvilket ville kunne få folk til at forlade en. Hvilket netop aktiverer den underliggende frygt hos den ambivalente omkring at blive forladt.

Arbejdet med at forstå egne grænser bygge på:

• Mærke grænser - At kunne mærke hvornår egne grænser bliver overskredet
• Sætte grænser - At kunne være med risikoen for at den anden bliver stødt over at vi står ved vores personlige grænser

Når man begynder at arbejde med grænser, så kan der for en tid ske, at man svinger fra at være nærmest grænseløs, til at man alt for rigidt sætter grænser. Efterhånden skulle man gerne ende et passende sted i midten.

Med den ambivalente tilknytning kommer en forståelse af sig selv som værende afhængige af andre mennesker, og derfor også meget ofte en usikkerhed og utryghed omkring hvordan andre mennesker ser en.

Man stoler ikke helt på, hvad de siger omkring en, og man stoler ikke helt på, at de ikke vil forlade en eller at de faktisk vil en.

I den ambivalent tilknytnings behandling arbejder vi med mentalisering. Mentalisering er evnen til at se sig selv udefra og andre indefra. Med andre ord, det at kunne sætte sig ind i, hvad vores reaktion gør ved andre personer. Hvad det får dem til at føle og hvad de muligvis kan tænke.

Man kan selvfølgelig aldrig helt vide hvad der foregår i andre, men i en hvilken som helst relation vi har som mennesker, vil vi forsøge og forstå andre.

Den ambivalente tilknytning betyder at vi forstår andre menneskers reaktion på os og vores måde at være på ud fra et mindset om at vi ikke er gode nok, og de ser det, eller vil se det på et tidspunkt og så vil vi blive forladt.

Men en bedre, stærkere og mere bevidst mentalisering ændrer vi denne forståelse til noget mere nutidigt og voksen, i forhold til den gamle mere barnlige forståelse.

Det er sådan at vi som mennesker fortæller historier om hvem vi er som person. Det sker altid for mig, jeg gør altid sådan, osv.

Nogle af disse historier er negative, men de er kun historier, så de fortæller ikke det hele om dig. Nogle gange bygger de på noget gammelt.

I den ambivalente tilknytnings behandling kigger vi på hvad der ikke bliver fortalt om dig, og om der måske er en anden historie der kan fortælles som er mere sand, og mere positiv.

På den måde erstatter vi den måde du har set dig selv og dit liv på som ambivalent tilknyttet, med et syn på dig selv der i højere grad passer til der hvor du er nu efter at have arbejdet med dig selv.

Da alle forløb er skræddersyet til den enkelte klient, så er der som sådan ikke noget typisk forløb. 

Men efter at have arbejdet med hundredvis af klienter og snakket med kollegaer, så begynder der at tegne sig nogle ret tydelige mønstre.  

Her er en række mønstre som ofte gentager sig gennem et forløb:

• Terapi er ikke en mirakelkur eller et quickfix - Der skal ofte rigtig meget til før den ambivalent tilknyttede starter i terapi, så de er et sted hvor det gør rigtig ondt lige nu og her.
  
  For en del er det en oplevelse af at de bare ikke kan mere, og har behov for at komme ud af det og væk fra smerten lige nu og her.
  
  De ved godt at terapi ikke er nogen mirakelkur, men helt forståeligt håber inderst inde på et quick-fix.
  
  Når der går op for dem at terapien ikke er det quick-fix de havde håbet på, så stopper de og søger videre.
  
  
• Terapi gør mere end at fjerne det som gør ondt - Mange forventer at terapien vil fjerne det, som gør ondt. Men oplever at terapien ikke blot får dem igennem den hårde situation, men at de får en ny og mere fri måde at være i livet.
  
  
• Terapi tager tid - Langt de fleste forventer at det er betydeligt hurtigere end det egentlig er. Terapi tager tid, specielt når vi snakker om tilknytningsproblematikker.
  
  
• Terapi er ikke en linær fremadskridende process - Terapi tager ikke blot tid, men er heller ikke en linær fremadskridende process, de fleste vil i et forløb opleve tilbagefald, og at de går i stå, for så at opleve et hurtigt ryk frem og komme til et sted hvor de tænker at nu er det alt sammen som det skal være.
  
  Tilbagefald kan gøre en modløs og miste troen i processen, og kan få en til at give op.
  
  Mens de hurtige hop frem kan gøre at man oplever at nu har man det jo fint, så nu er det på tide at bruge ens energi og tid på noget andet end terapi.
  
  Alt for ofte resulterer det i at man afbryder sit terapiforløbet for tidligt. 

[1] Why Love Matters: How Affection Shapes a Baby's Brain; Sue Gerhardt; 

[2] The Relationship between Adult Attachment and Mental Health Care Utilization: A Systematic Review; G. Camelia Adams, Andrew J. Wrath, Xiangfei Meng; NCBI;